Det »aparte« København stikker af fra resten af landet, både når det gælder indkomst, mulighed og »wokeisme«

Vi sidder midt i »det aparte København«. Bjørn Brandenborg, der er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, og Lars Olsen, der er journalist, har foreslået, at interviewet skal foregå i Carlsberg Byen, fordi området er en legemliggørelse af den »omkalfatring« af hovedstaden, der har fundet sted de seneste år. En »omkalfatring«, der har gjort København til en by for de få og de heldige. Og som ifølge de to forfattere kræver en helt ny skat på bolig. »Det er jo helt grotesk, at der er nogle steder, hvor man kan tjene lige så meget på at sælge en bolig, som nogen kan tjene nærmest på et helt arbejdsliv. Fortællingen om, at uanset hvor man bor, så tjener man penge på at eje et hus, er en hovedstadsfortælling. Virkeligheden er, at i hver tredje kommune, der har man tabt penge på boliger,« siger Bjørn Brandenborg. I Carlsberg Byen er det ikke til at undgå at se, at byen vokser, og netop her bygges en del af de lejligheder, som forfatterne kalder for dyre til arbejderklassen. »København er gået fra at være en arbejder- og industriby til en by for høje indkomster, akademikere og universitetsstuderende i forældrekøbte lejligheder,« siger Lars Olsen: »For 30 år siden var det her en stor industriarbejdsplads, hvor tusindvis af mennesker gik rundt i blå dragter og bryggede øl. Nu er det et mondænt boligområde, hvor lejligheder koster flere millioner.« Bjørn Brandenborg og Lars Olsen er aktuelle med en ny bog om centralisering og yderområder – og titlen er hentet fra den sydfynske Bjørn Brandenborgs eget valgslogan: »Det, de kalder udkant, kalder vi hjem« Som socialdemokratisk folketingsmedlem er der ikke meget at gisne om, når det kommer til Bjørn Brandenborgs politiske ståsted. Lars Olsen er derimod ikke medlem af et politisk parti, trods han »altid« har bekendt sig til centrum-venstre. I Mette Frederiksens formandstid er forfatteren gentagne gange blevet betegnet som en form for uofficiel ideolog for Socialdemokratiet, og hans bøger om blandt andet klassesamfundet har tidligere haft stor lydhørhed hos fremtrædende socialdemokrater. Derfor er en del af håbet med bogen også, at forslagene kan blive til socialdemokratisk politik. I bogen søger politikeren og journalisten at dokumentere, at forskellene på land og by i Danmark er vokset. Både når det gælder sindelag og muligheder. København er ved at stikke af fra resten af landet, hævder de to forfattere: Indkomsterne stiger, flere bliver boligmillionærer, og folk med høje indkomster valfarter til byen, der tilmed har mulighed for at sænke skatten. »Helt modsat står det til i mange yderområder, hvor den sidste bus kørte i går, banken har lukket for lån, folkeskolen drejer nøglen om, og lægen er gået på pension. Vi er ved at blive splittet op i velfærdsstatens A- og B-hold,« lyder det i bogen. Det aparte København Lars Olsen vil gerne understrege, at det ikke er menneskene i København, der er »aparte«. »Det er den sociale sammensætning i København, der er blevet aparte. Overklassen og den højere middelklasse er tæt på at udgøre halvdelen af København. Det har nogle sociale konsekvenser, der kan være ubehagelige at tale om,« siger Lars Olsen. Men København er også den by, der har flest hjemløse. Så selvom der er mange fra overklassen, er der vel også en del fra underklassen i København? »Det tror jeg heller ikke, at vi underkender på noget tidspunkt i bogen. Men det er kun omkring fire ud af de 500 lavindkomstsogne, vi har i Danmark, der ligger i hovedstaden. Så hvis man ser på det i forhold til hele landet, så er der stadig markant større sociale problemer andre steder i vores land,« siger Bjørn Brandenborg. I bogen præsenteres et eksempel på den mentale polarisering, som forfatterne mener, har fundet sted mellem København og yderområderne. Hvert år afholdes det store kræmmermarked i Døllefjelde Musse, hvor »den legendariske damefrokost« finder sted. Her spiste, ifølge forfatterne, 1.600 glade kvinder sammen med topløs betjening og mandestrip. Ingen stillede #metoo-spørgsmål. »Wokeismen står stærkt i akademiker- og studenterbyen København, den rækker langt ind i Borgerrepræsentationen, og hovedstaden sætter dagsordenen i medier og kulturelite,« lyder det: »Ude på Sjælland trives det folkelige Danmark: en kultur med græsrodsinitiativer, hvor man ikke venter på politikere og socialarbejdere, men handler selv for at styrke lokalsamfundet. Her er glimt i øjet, plads til lidt af hvert, og det hele tages ikke så alvorligt. Folk knokler i fritiden og passer i øvrigt deres job.« Jeg tror, at der er nogle Berlingske-læsere, der bor i København, der vil være kede af at blive beskrevet som woke. »I virkeligheden har woke heller ingen folkelig appel, på nær hos nogle yngre universitetsuddannede kvinder i storbyer. Så det er heller ikke befolkningen i København, der er meget woke. Det er i højere grad de angelsaksiske medier og den store kreative klasse i København, der gør, at wokeisme kommer til at fylde uforholdsvist meget i den københavnske offentlighed,« siger Lars Olsen. Bjørn Brandenborg stemmer i. »Men noget af det, der er allermest aparte, når man kigger på København i dag, er jo, at det i langt højere grad bedre kan betale sig at være heldig at eje en bolig, eller spekulere i en bolig, end det kan at passe et arbejde,« siger Bjørn Brandenborg. Og dermed er vi fremme ved det første politiske forslag, der præsenteres i bogen, som et af »ti bud«. Et opgør med de største og skæveste skattefrie boliggevinster Det første bud, som forfatterne præsenterer, handler om at gøre op med boliggevinster i millionklassen. »Vi foreslår, at der indføres en progressiv ejendomsværdiskat, alternativt en mere generel beskatning af de største boliggevinster,« lyder det i bogen. De har kun ét krav – nemlig at ændringen ikke må ramme »almindelige« boligejere. »Vi foreslår, at den progressive ejendomsværdiskat for den del af boligen, der er vurderet til over fem millioner, hæves fra 1,4 til 2,5 eller 3 procent,« tilføjes det. Hvordan hjælper det på nogen måder yderområderne, at folk i København tjener mindre på deres boligsalg? »Vi foreslår at bruge pengene fra den skat i en fond, som vi gerne vil bruge til at understøtte forskellige yderområder og initiativer. Blandt andet lukningstruede folkeskoler og trafikinitiativer i yderområder,« siger Bjørn Brandenborg. For kort tid siden præsenterede Bjørn Brandenborgs partifælle Rasmus Prehn et lignende forslag om avancebeskatning på de dyreste ejerboliger. Det forslag blev dog pandet ned af en anden partifælle – den daværende boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil. »Det synes jeg ikke løser problemet. Ergo synes jeg, det er en dårlig idé at kigge på,« lød det afvisende svar fra boligministeren til Politiken. Ministeren fremhævede, at man havde indført avancebeskatning i Stockholm, og at det ikke har fungeret efter hensigten. Har ministeren ikke ret i, at det er afprøvet, og at det ikke virker? »For det første, så tror jeg faktisk, at jeg har hørt den nye boligminister sige, at hun synes, det var en god idé. For det andet er vores forslag ikke det samme som det, man har gjort i Sverige,« siger Bjørn Brandenborg og tilføjer: »Men vores samfund kan ikke holde til, at vi ikke gør noget nu. Jeg synes, det er et af de største svigt, politikerne har lavet i mange generationer, at man har tilladt, at det her boligmarked er stukket sådan af, som det er. Det begunstiger en lillebitte gruppe og skaber kolossal ulighed i vores land. Derfor kommer jeg ikke til at være modstander af nogen forslag på, hvad man kan gøre i forhold til boligbeskatning.« Grund til optimisme? Bjørn Brandenborg og Lars Olsen bor i henholdsvis Svendborg og Holbæk, og det er med det udgangspunkt, at de har skrevet bogen. Er der virkelig nogen, der kalder Svendborg og Holbæk udkant? »Jeg har aldrig selv opfattet det sted, jeg kommer fra, som udkant. Men man skal ikke bladre mange avissider igennem eller høre meget på det talende lag, før man vil høre nogle beskrive Svendborg og Holbæk som steder, der ligger meget langt væk,« siger Bjørn Brandenborg. Bjørn Brandenborg, du er jo selv flyttet fra en af landets fattigste kommuner, Rudkøbing, til det hippe Svendborg, hvorfor har du gjort det? »Jeg er flyttet 17 kilometer i fugleflugt tilbage til, hvor jeg kommer fra. Jeg synes, det er fantastisk, den der fortælling om, at Svendborg er blevet hipt og dejligt, fordi jeg er vokset op i en tid, hvor det ikke blev beskrevet sådan. Men sandheden er, at jeg er flyttet lidt tættere på, hvor mine forældre bor, så mine børn også kunne være tættere på deres bedsteforældre.« Netop beskrivelsen af Svendborg som hip er en af de ting, som Bjørn Brandenborg og Lars Olsen hæfter sig ved. For selvom der er mange ting i yderområder, der bør være bedre, er der også tegn på fremdrift, mener de to forfattere. Flere flytter til provinsen, grønne arbejdspladser og produktion blomstrer, og der er kommet en større forståelse for, at der skal være decentral uddannelse. Med den positivitet in mente er der så overhovedet et behov for den bog, I har skrevet? »Ja, det må man sige, at der er. Positivismen kommer vel også af den kærlighed, som både Lars og jeg har til de områder, vi bor i, men derfor må man også anerkende, at der er kæmpe forskel på, hvilke muligheder man har, og hvilket liv man kan skabe sig, alt efter hvor man kommer fra i landet.« »Det de kalder udkant kalder vi hjem – yderområder, købstæder og det aparte København« udkommer 11. september på Gyldendal. https://www.berlingske.dk/politik/det-aparte-koebenhavn-stikker-af-fra-resten-af-landet-baade-naar-det